Essay i Atlas Magasin, maj 2026
Da Vladimir Putin for godt fire år siden besluttede at indlede sin “militære specialoperation” i Ukraine, tog jeg afsked med en god ven. Ivan, en ung ukrainsk mand, rejste hjem for at kæmpe – fra sit eksil i Grønland, hvor han havde levet siden 2019 som politisk flygtning. Han blev dræbt i kamp kort tid efter i en landsby nord for Kharkiv i Østukraine. Jeg husker stadig hans sidste ord, inden vi skiltes i København, hvor han besøgte mig på vejen til Ukraine: »Vi kæmper også for jeres, for alle europæeres, frihed.«
Dengang forstod jeg ham ikke. Hvad havde min frihed med en krig i Europas udkant at gøre? Min frihed, mente jeg at vide, var beskyttet af mit hjemlands nære venskab med verdens stærkeste militærmagt, USA. Jeg forsøgte endda at tale Ivan fra at rejse tilbage. Mente, at det ville være det rene selvmord. Han var ikke soldat, og alle militæranalytikerne og eksperterne sagde, at ukrainerne ikke havde en jordisk chance, selvom de rigtignok kæmpede bravt.
Som bekendt er det gået anderledes, og den ukrainske befolkning holder stadig stand. Men Ivan mistede livet, og lige siden har jeg tænkt over, hvad han egentlig mente med de ord: at han også kæmpede for min frihed. På det seneste har spørgsmålet fået en dybere og mørkere klang, da danskernes nære venskab med USA pludseligt er blevet knapt så nært. Ja, faktisk lader det til at være slået om i en slags fjendskab – selvom danske politikere stadig taler om det transatlantiske forhold som en vigtig alliance. Min frihed hænger tilsyneladende i en tynd tråd. Og måske havde Ivan mere ret, end jeg anede?
Danmark skal i hvert fald opruste, forstår jeg fra medierne, og det hurtigt. Eller som Mette Frederiksen sagde foran Christiansborg op til EU-topmødet i København i oktober sidste år, da hele landet var i højeste alarmberedskab fordi tre uidentificerede droner få dage forinden havde lukket luftrummet over Københavns Lufthavn:
»Noget af det Europa ikke var stærke nok til i mellemkrigsperioden, det var at opruste hurtigt nok til at demokratierne kunne forsvare sig imod dem der ikke ville friheden. Og derfor er en af de meget vigtige læresætninger fra den tid, at de gode skal vinde. Og de gode, det er os der repræsenterer friheden og demokratiet, selvfølgelig. Og derfor har vi meget travlt med at opruste.«
Statsministeren smilede overbevisende, da hun sagde det: »De gode«, det er os. Altså os danskere, europæere, vesterlændinge. Fordi vi er dem, der repræsenterer friheden og demokratiet. Og de onde, det er de andre, dem på den anden side, russerne. Dem der repræsenterer ufriheden og autokratiet. Og det er jo en fortælling, vi har hørt mange gange de seneste år: Krigen i Ukraine handler ikke kun om Ukraine og Rusland. Nej, det er et civilisatorisk opgør. Mellem autokratier og demokratier. Mellem os, der tror på frihed og menneskerettigheder og dem, der tror på den stærkes ret. Mellem os, der respekterer »den regelbaserede verdensorden« og dem, der vil opdele verden i interessesfærer. Mellem de gode og de onde.
Og det er ikke fordi jeg går ind for den russiske krigsførelse i Ukraine. Tværtimod. Min ven Ivan nåede blandt andet at kæmpe i Butja, inden han blev slået ihjel, og han nåede at fortælle mig om de krigsforbrydelser, russiske soldater havde begået i Butja. Han brugte selv ordet »ondskab« om det han havde set. Og så kan man altid diskutere, hvad ondskab er. Men i modsætning til den danske statsminister sagde Ivan aldrig: »Vi er de gode«. Han sagde: »Russerne kan ikke vinde krigen, for det onde kan ikke vinde.« Og det er noget andet. Det er, tænker jeg, at tro på, at det gode findes, og at det kan vinde. Hvis jeg og andre kæmper for det.
Når den danske statsminister derimod siger, at vi er »de gode« og det er os, der »repræsenterer friheden« – som var det en selvindlysende, absolut, ja gudgiven sandhed – så bliver jeg mistroisk. Særligt, når det gælder som argument for en militær oprustning, der vil ændre mit hjemland for altid. Og særligt, når det lyder som en dårlig parodi på det, de siger ovre på den anden side, hos ”de onde” – i Kreml fx, hvor Ukrainekrigen sjovt nok også er et civilisatorisk opgør, bare med omvendt fortegn: mellem det rettroende Rusland og det dekadente Vesten. Mellem de gode og de onde.
Så får jeg lyst til at spørge, hvilken frihed statsministeren mener, »vi« repræsenterer? Og hvilken godhed? Det er noget med demokrati, forstår jeg. Og »den regelbaserede verdensorden«. Menneskerettigheder. Men kunne vi komme det lidt nærmere? Kunne vi sige noget om, hvordan friheden er opstået, eller hvilket fundament den hviler på – hvis den da ikke ligefrem er dalet ned fra himlen ligesom Dannebrog? Ja, hvad er egentlig de historiske og materielle betingelser for danskernes frihed anno 2026?
Imens jeg lyttede til en smilende Mette Frederiksen tale foran Christiansborg dengang i oktober – med skarpskytter på tagene og helikoptere i luften – kom jeg til at tænke på et teaterstykke af den italienske digter og filminstruktør Pier Paolo Pasolini. I Orgia fra 1968 skriver Pasolini:
»Friheden findes i magtens kredsløb
(den sandeste frihed: dyrets frihed)
friheden for det menneske, som ikke støder sig på sin egen eksistens.
Ja, jeg har været virkelig fri og uafhængig
fordi jeg uden det mindste forbehold har accepteret
at magten findes, jeg har tilpasset mig den
med al nødvendig konformisme og som et normalt menneske,
jeg har forsøgt at udleve min rolle.«
I Pasolinis teaterstykke kommer ordene ud af munden på en mand, der netop har hængt sig selv i erkendelse af, at han har levet i fred og fordragelighed med en undertrykkende samfundsorden. En orden der gav ham tryghed og sikkerhed, ja frihed, så længe han holdt sin kæft, opførte sig ”normalt” og fx ikke udlevede sin afvigende seksualitet (han har hængt sig iklædt kvindeundertøj). Mandens frihed var, med andre ord, betinget af hans accept af magten. At han var indforstået med magten.
Friheden findes i magtens kredsløb. Selvom Pasolini skrev sine ord i en anden tid og et andet samfund, indrammer de meget præcist de seneste års kollektive erkendelse i Kongeriget Danmark. Nemlig, at vores frihed var betinget af et nært venskab med USA. Ikke den abstrakte, universelle frihed, som er nedfældet i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948, og som burde gælde for alle mennesker. Men vores historisk og materielt virkeliggjorte frihed. Og ligesom manden i Orgia vidste vi det godt. Vi vidste, at den selvsamme magt, som gav os frihed, førte til ufrihed og undertrykkelse andre steder i verden. Ja, at vores frihed måske ligefrem afhang af denne undertrykkelse, fx i form af diverse militære interventioner, som vi deltog aktivt i. Vi vidste, at vores velstand og økonomiske vækst afhang af adgangen til den billige olie og gas, som blev sikret og kontrolleret gennem de selvsamme militære interventioner. Vi var indforståede med magten, fordi den gav os frihed – selvom nogle få måske indimellem protesterede.
Eller, som den canadiske premierminister Mark Carney for nyligt formulerede det i sin tale i Davos:
»Vi vidste, at fortællingen om den regelbaserede verdensorden var delvist falsk, at de stærkeste ville friholde sig selv når det var belejligt, at handelsregler blev skævt håndhævet. Og vi vidste, at international lov blev anvendt med varierende strenghed afhængigt af den anklagedes eller offerets identitet.«
Også i Danmark har et bredt udsnit af befolkningen nu erkendt, at fortællingen om den regelbaserede verdensorden var falsk. Vi har erkendt, at vi fx ikke kan påkalde os respekten for international lov i Ukrainekrigen, hvis vi samtidig ser gennem fingre med brud på den selvsamme lov andre steder, også de brud vi selv har bidraget til, eksempelvis i Gaza, med våbenleverancer til den israelske hær, uden at være hyklere. Vi har erkendt, at vi måske ikke var så gode alligevel.
Eller har vi? Statsminister Mette Frederiksen taler fortsat om »friheden« og »de gode«, som om vi stadig befandt os i Den Kolde Krigs binært opdelte verden, eller i en amerikansk spionfilm fra dengang vi tilhørte ”den frie verden” og havde VIP-medlemskab i klubben for ”de frie og åbne samfund”. Men, som Mark Carney påpegede i sin tale på Davos: Fortællingen om den verden var aldrig sand, og nu findes den i øvrigt ikke længere.
Vi må begynde at tale om frihed på en anden måde, eller ud fra et nyt grundlag. Vi må se i øjnene, at vores begreber ikke længere passer til den nye virkelighed. Ja, at vi simpelthen ikke aner, hvad frihed vil sige i en verden, hvor den – altså vores frihed – ikke længere er sikret og garanteret af beskyttelsen fra den amerikanske atomvåbenparaply.
Men hvordan? Lad os vende tilbage til Pasolinis teaterstykke. Her omtaler den selvhængte mand friheden i magtens kredsløb som »den sandeste frihed« og »dyrets frihed«. Altså den frihed, han selv har nydt, fordi han ikke »stød(te) sig på sin egen eksistens«. Det antydes i stykket, at manden var homoseksuel – ligesom Pasolini selv var – men aldrig havde modet til at udleve sin seksualitet. Han turde aldrig kaste sig ud i en risikofyldt undersøgelse af sin egen eksistens i et homofobisk samfund. Hans frihed var ubevidst eller måske snarere bevidstløs: den krævede ikke nogen risikovillighed fra hans side. Så længe han var indforstået med den magt der undertrykte hans inderste sandhed.
Findes der en frihed udenfor magtens kredsløb? En frihed, hvis vi nu igen skal tale om danskerne, som ikke har rygdækning hos skolegårdens værste bølle? En frihed, med andre ord, som baserer sig på et andet historisk og materielt grundlag end venskabet med amerikanerne? I Orgia finder manden en anden frihed i selvmordet, selvom den er tragisk. Han bryder sin tavse indforståethed med magten ved at tage livet af sig selv i protest – klædt i kvindeundertøj, som et statement. Den døde krop bliver en manifestation af hans bevidstgjorte frihed: den taler.
Nu vil jeg selvfølgelig ikke argumentere for, at den danske befolkning skal begå kollektivt selvmord, så vi endelig kan blive frie for den skamfulde erkendelse af vores indforståethed med den amerikanske magt. Men måske er døden og risikoen (for at dø) væsentlige elementer på vejen til en anden frihed. Måske starter friheden udenfor magtens kredsløb med erkendelsen af, at den ikke er givet? At den måske kræver ofre? At den måske endda medfører en vis risiko for at dø?
Det var for eksempel langt fra sikkert, at det ville ende godt, da Ivan rejste tilbage til Ukraine for at kæmpe for sit lands frihed. Tværtimod mente de fleste dengang – også jeg – at det kun var et spørgsmål om tid, før ukrainerne ville bukke under for russernes (på papiret) langt mægtigere hær. Men Ivan valgte at løbe risikoen. Måske fordi han allerede havde kæmpet for sin frihed og sine rettigheder under Majdan-revolutionen i 2014 og under den orange revolution i 2004, og han derfor forstod, hvilken risiko han løb. Også fordi han var vokset op i ruinerne af den opløste Sovjetunion, hvor der ikke var nogen stat til at beskytte ham og hans familie, og de derfor måtte beskytte sig selv.
I modsætning til Ivan er jeg vokset op i et samfund, hvor friheden forekom at være gratis eller i hvert fald givet. Hvor friheden ikke krævede nogen risikovillighed, ikke for alvor. Ikke af andre end de unge mænd og kvinder, som valgte at risikere deres liv og lemmer i amerikanernes krige ”for vores kollektive frihed og tryghed”. Et samfund, hvor døden og krigene var langt væk – udliciteret til fremmede himmelstrøg – og hvor livet mest af alt handlede om at udsætte døden så længe som muligt. Minimere risikoen for alvorlig sygdom og maksimere personlig lykke, nydelse og succes. Frihed uden risiko. Frihed til ikke at dø en voldsom død. Frihed i magtens kredsløb.
Tiden, vi gennemlever nu, minder mig om dengang vi vågnede fra de tidlige sociale mediers tornerosesøvn og indså, at hvis de var gratis at bruge, så var det fordi vi selv var produktet. På samme måde har vi levet som freeriders under den amerikanske atomvåbenparaplys beskyttelse. Nu opdager vi, at den frihed amerikanerne gav os, ikke var gratis. Vi skulle bare først betale regningen senere. Med renters rente. Og senere, det er nu.
Skal vi danskere nu til at lære at se døden og faren i øjnene, ligesom vores slægtninge gjorde længe før os, i en anden tid og et andet samfund? Eller ligesom Ivan gjorde, da han rejste tilbage til Ukraine, og ligesom mange andre gør lige nu, i frihedskampe rundtomkring i verden?
Jeg sidder og lytter til Thinking in Dark Times, en podcast af og med den ukrainske filosof Volodymyr Yermolenko, der sender fra Ukraine. I dag taler han med den amerikanske historiker Marci Shore, den georgiske forfatter Iva Pezuashvili og den polske filosof Krzystztof Czyzewski, som alle er enige om, at »friheden er i fare i Ukraine«. Men, indvender Yermolenko, måske er det godt, måske kan frihed slet ikke eksistere uden fare? For, som han siger – med ro og overbevisning i stemmen:
»Det er kun fare, der gør frihed til frihed. Jeg havde en samtale med Timothy Snyder om hans bog om frihed. Og min pointe om frihed er lidt anderledes end hans, fordi jeg ikke fokuserer på frihed fra eller frihed til, men på frihed til trods for. Jeg siger altid, at ukrainere lige nu skaber denne frihed til trods for. Fordi vi træner vores muskler. Det er ligesom kroppen: Du træner kun dine muskler, når du skal overkomme en bestemt udfordring. Og jeg mener, det er godt for frihed. Ligesom træning er godt for vores kroppe, er kampen imod undertrykkelse godt for frihed.«
Yermolenko henviser her til bogen Om frihed, hvor den amerikanske historiker Timothy Snyder med en hilsen til filosoffen Isaiah Berlin, skelner mellem et negativt og et positivt frihedsbegreb: frihed fra og frihed til. I den amerikanske tænkning, skriver Snyder, har man typisk haft det, han kalder et negativt frihedsbegreb, hvor frihed forstås som frihed fra begrænsninger: fx stat, beskatning, regulering. I modsætning hertil forsøger Snyder – med hjælp fra bl.a. Simone Weil, Edith Stein og Vaclav Havel – at tænke et positivt frihedsbegreb, hvor frihed er noget i sig selv og ikke blot opstår i fraværet af noget andet. Her opfattes fænomener som stat, beskatning og regulering som positive forudsætninger for, at mennesker kan være frie. Eller, som Snyder skriver: »Individuel frihed er et socialt projekt og et generationsprojekt. For at folk kan vokse op i frihed, skal de rette strukturer allerede være på plads, når de bliver født.«
Ja, tænker jeg, sådan var det samfund, jeg voksede op i. De rette strukturer var allerede på plads, så jeg kunne vokse op i frihed. Og selvfølgelig var de rette strukturer ikke kun et produkt af mit fødelands nære venskab med USA. De var også et generationsprojekt: et resultat af kampe, som blev udkæmpet af dem, der kom før mig; af kompromisser, som mine forfædre og -mødre måtte indgå. Men til forskel fra Snyder er jeg vokset op i et miniputland, som ikke (i hvert fald ikke længere) er et magtfuldt imperium, og sandsynligvis ville have svært ved at forsvare sig selv imod en større, ydre fjende. Ville frihedens strukturer kunne eksistere her uden venskabet med USA? Og hvad nu, hvis amerikanerne faktisk var en større trussel imod vores frihed, end fx russerne?
Jeg er urolig for fremtiden. Rådvild, forvirret, men også vred. Indimellem bange. Min krop og mit mentale apparat er slet ikke gearet til det her. Risikoen for krig lige rundt om hjørnet, endda på flere fronter. Men en transformation er også i gang, den giver mig håb. Jeg tænker på Ivan og hans sidste telefonbesked fra fronten til en fælles ven i Kyiv nogle få dage inden han blev dræbt: »Jeg er lykkelig,« sagde han. »Jeg er det helt rette sted.« På det tidspunkt havde han lige overlevet et missilangreb og set døden i øjnene. Og det er ikke fordi, jeg vil forherlige dødsforagten og faren, eller male et heroisk billede af krigens gru. Jeg opfatter ikke krig som en særligt heroisk scene, jeg har ikke været der selv og håber aldrig, jeg vil komme det. Men Ivan var lykkelig, tænker jeg, fordi han kæmpede for noget, der var større end ham selv. For sin egen og sit lands frihed. Imod truslen om tilintetgørelse.
Det er måske der, meningen med Volodymyr Yermolenkos begreb om frihed til trods for skal findes: Der, hvor faren hersker og intet er sikkert. Ikke nødvendigvis ved frontlinjen i en krig, men generelt i den radikale usikkerhed og udsathed. I undersøgelsen af min egen eksistens. Udenfor magtens trygge kredsløb. Uden rygdækning fra skolegårdens værste bølle – eller nej: imod ham. I dødens område. Men er det ikke at heroisere friheden? At gøre den til et enmandsprojekt, en heltegerning? »Heroyam Slava!« råber ukrainerne i kor, når de bærer deres faldne soldater ud af kirken i en kiste. Hæder til heltene! Det lyder skingert i mit demokratiske øre, som er formet af forestillingen om, at helte var noget man dyrkede langt ude på højrefløjen, og derfor er farlige.
Men vi skal blive stærke, lyder det fra alle sider som et ekko af tidligere tiders stærk-mand-diskurs. Vi skal opruste, militært og åndeligt. Fredsdividenden og den amerikanske afhængighed har gjort os svage og magelige, nu er det tid til armbøjninger og kadaverdisciplin. Ud med blødhed, ind med hårdhed. Det skal være slut med rundbordspædagogik og alt det andet woke pis. Statsministeren blæser til kamp mod »kriminelle udlændinge« og signalerer – med stålsat blik – at hendes regering vil gå lige til grænsen af de internationale konventioner, men også gerne over den. Hvis det behøves. For at beskytte danskerne. Imod fjenden i vor midte. Som om, udgrænsningen af den indre fjende skulle ruste os bedre mod truslen fra den ydre. I det mindste samle os på en fælles grund af dansk identitet og dansk ånd: Lad os luge ud i det fremmede ukrudt, så den danske plante kan vokse sig rank og stærk! For, som Pia Olsen Dyhr fra SF sagde, da et enigt Folketing sidste år besluttede at indkøbe langtrækkende præcisionsmissiler: »Putin forstår kun styrke.«
Men er styrke kun at være den der slår først og hårdest? Stor mand, rank ryg og stærk holdning – ren i krop og ånd? Eller er det også stærke uddannelsesinstitutioner, kritisk sans, forskellighed, åbenhed? Evnen til at lytte, samarbejde, sætte sig i et andet menneskes sted? Også, hvis det andet menneske eventuelt skulle vise sig at være en fremmed?
Jeg vender tilbage til Timothy Snyders positive frihedsbegreb. Det betoner, at frihed findes og udfoldes i menneskelige fællesskaber; ikke i ensom majestæt. Frihed er et generationsprojekt og et socialt projekt. Eller, som Carlos fra Burkina Faso i Vestafrika engang sagde til mig i en bil på vej til Nykøbing Sjælland, hvor vi skulle lave en teaterforestilling sammen: »Den anden er, altså er jeg.« Med én sætning vendte han hele den vestlige subjektivitetstænkning siden René Descartes på hovedet: ikke min tanke, men den anden er mit jegs forudsætning. Relationen – til andre mennesker, dyr, planter, ånder – er det grundlæggende. Min frihed betinges af den andens frihed – og omvendt. Om den anden så er generationerne, der kom før mig eller en fremmed, jeg ikke har mødt endnu. Den anden kan ikke kun være en der ligner mig. Det må principielt set være alle. »Alle mennesker er født frie og lige. Vi skal behandles lige og med samme værdighed.« Sådan står der i FN’s Menneskerettighedserklæring, artikel 1.
Jeg tænker igen på Ivans sidste ord, inden han rejste tilbage til Ukraine: »Jeg kæmper også for din frihed.« Hans ord har fået en anden betydning på de fire år der er gået siden da. Verden har ændret sig, og jeg tror mere på ham i dag. Nogle vil for eksempel mene, at Rusland ikke har tænkt sig at stoppe ved Ukraine. Og at Ukraine lige nu faktisk udgør en sikkerhedsgaranti for Europa – ikke omvendt – fordi en russisk aggression imod et andet europæisk land er mindre sandsynlig, så længe ukrainerne holder de russiske styrker i skak. Det er måske rigtigt, og i så fald kæmpede Ivan virkelig for min frihed. Så jeg – eller min søn – ikke en dag skal gøre det selv.
Men jeg tænker også, at Ivans ord har en anden betydning. Måske kæmpede han for min tro på friheden. For min tro på, at friheden findes – uden sikkerhed og imod alle odds. Udenfor magtens kredsløb. Frihed til trods for. Men med den vigtige tilføjelse, at kampen for frihed ikke kan være en kamp der udelukker andre fra frihed for at sikre den for mig og min familie. Frihedens ædle idealer – og respekten for international lov – må gælde for alle. Også for dem der ikke ligner mig. Ellers giver oprustningen ingen mening.
…