Ivan døde klokken halv elleve om aftenen. Han var på en hemmelig operation med en specialstyrke i den ukrainske hær et sted nord for Kharkiv i det østlige Ukraine og gik ind i en snubletråd, der udløste en mine. Eksplosionen slog ham ihjel på stedet. En anden soldat blev hårdt såret og fik senere begge ben amputeret. Ivan gik forrest. Hans krop tog det meste af eksplosionen.
Da jeg fik nyheden på Facebook dagen efter, tænkte jeg først, at det var typisk Ivan at snuble i en snubletråd. Han handlede ofte uden at tænke først. Om ikke i blinde, så i affekt. Som dengang han truede med at sætte ild til sig selv i protest på asylcentret i Tranum. Eller da han slog Artem i gulvet i Rødbyhavn, fordi Artem havde kaldt ham ”en jøde fra Ukraine”. Eller da vi gik til politiet i Nuuk for at politianmelde Nuuk Ugeavis, fordi de havde afsløret, at den første asylmodtager i Grønlands historie var ukrainer.
Ivan var en storm, og han døde i en storm, tænkte jeg.
Men så kom jeg alligevel i tvivl. Det var krig, og soldater dør i krig. På den tid, godt to måneder efter den russiske invasion, blev hundrede til to hundrede ukrainske soldater slået ihjel ved fronten hver dag. Og mindst lige så mange på den anden side. Desuden var han ikke uddannet soldat. Han havde aldrig aftjent sin værnepligt. Hvordan var han endt i de ukrainske specialstyrker? Nåede de at oplære ham ordentligt? Vidste han, hvordan man skal begå sig i et minefelt bag fjendens linjer? Det var sikkert mørkt. Halv elleve om aftenen. Havde han nattesynsbriller på? Kan man se en snubletråd med nattesynsbriller?
Det hele var også gået meget hurtigt. Invasionen, dagene med venten i Nuuk, rejsen til København, vores tur til den ukrainske ambassade. Vi bestilte en flybillet til den først mulige afgang, og et øjeblik efter stod han i fuld kampuniform med et stort maskingevær i hænderne i en bygning et sted i Kyiv.
I næste øjeblik var han væk. Opslugt af en storm. Kun tredive år gammel.
Han havde ringet til mig en uge inde i invasionen og sagt, at han havde brug for min hjælp. Han var nødt til at rejse hjem til Ukraine hurtigst muligt og forsvare sit land, men havde lige fundet ud af, at hans grønlandske pas var udløbet. Han havde talt med Udlændingestyrelsen, som sagde, at passet skulle fornyes i pasafdelingen i Næstved, det kunne først være tilbage hos ham i Nuuk i midten af maj – ”om to måneder!” Til den tid ville det være for sent, russerne stod allerede tredive kilometer nord for Kyiv, ”bomber falder i nærheden af mit hus!”
”Vil du ikke kontakte udlændinge- og integrationsministeren personligt og anmode om en hastebehandling?” havde han spurgt.
Min umiddelbare tanke var at opfordre Ivan til at slå koldt vand i blodet. For det første troede jeg ikke, at udlændinge- og integrationsministeren var bemyndiget til at gå ind i en sag om et pas. Heller ikke, selvom det drejede sig om krig. Og heller ikke, selvom passet tilhørte den første asylmodtager i Grønlands historie. Det måtte Ivan – om nogen – da vide efter sine tre og et halvt år i det danske asylsystem.
For det andet havde jeg svært ved at se, hvilken forskel det ville gøre. Det var kun en uge siden, russiske soldater var gået ind i Ukraine, og de fleste af os forventede på det tidspunkt, at det blot var et spørgsmål om dage, før ukrainerne ville overgive sig. Også selvom de til stort set alles overraskelse havde holdt stand indtil videre. Snart ville landet vende tilbage til tiden før 1991, eller dengang det var en del af det russiske imperium, mente eksperterne i både radio og tv. Og det kunne hverken vi eller ukrainerne gøre noget ved. USA og NATO kunne muligvis gøre noget, men det havde de på forhånd sagt, at de ikke ville, i hvert fald ikke noget, der risikerede at udløse Tredje Verdenskrig.
Og hvem havde lyst til at udløse Tredje Verdenskrig?
Det var fortvivlende og skamfuldt – ja, det var skandaløst. Men jeg tænkte: Hvorfor dog rejse hjem og kæmpe, når det alligevel er omsonst? Hvorfor ofre sit liv i en nyttesløs kamp?
Det sagde jeg ikke til Ivan, for han var ikke typen, der slog koldt vand i blodet. Det havde jeg én gang tidligere foreslået ham, og det var ikke blevet vel modtaget. Han havde smadret et fjernsyn og revet døren af et skab på sit værelse i asylcentret.
I virkeligheden blev jeg nok også lidt irriteret over hans opkald. Hvorfor kunne han ikke bare sørge for at forny sit pas i tide? Hvorfor skulle jeg nu igen blandes ind i en af hans hastesager? Jeg var lige blevet far, og selvom vi var venner, havde jeg andet at give mig til end at hjælpe ham med at rejse hjem til Ukraine og blive slået ihjel.
Selvfølgelig forstod jeg ham godt: Han gik rundt oppe i Nuuk, isoleret på verdens største ø, imens bomberne regnede ned over hans hjemland – som han var flygtet fra for seks år siden. Og hans forældre var stadig i Kyiv, sagde han. Planen var at tage tilbage og hjælpe dem ud af landet, hvorefter han ville melde sig til kampen imod russerne.
Alligevel tøvede jeg. Måske fordi jeg i bund og grund var på hold med dem, der mente, at ukrainerne skulle se at få det overstået, overgive sig og komme til forhandlingsbordet. Bide i det sure æble og spare menneskeliv. Ikke, at jeg er decideret pacifist. Men jeg er heller ikke militarist. Jeg mente ikke, at våbenmagt var løsningen på den her konflikt. Ikke i det lange løb.
Desuden havde Ivan som nævnt ikke nogen soldateruddannelse. Han havde været med i forreste linje under Majdanrevolutionen, og han var Kyivjuniormester i Mixed Martial Arts, ja. Men han var ikke soldat. Han havde selv fortalt mig, at han som ung var blevet erklæret uegnet til militærtjeneste på grund af rygproblemer. Og at han – blandt andet – var flygtet fra Ukraine for at undgå at blive sendt til fronten i krigen i Østukraine.
Så hvorfor dog rejse tilbage nu, hvor han langt om længe var kommet i sikkerhed, nu, hvor han havde et godt job og en dejlig kæreste – hvorfor sætte alting over styr? Kunne én af hans venner i Kyiv ikke hjælpe forældrene ud?
Et par uger senere lykkedes det Ivan at rejse ind i Ukraine på et midlertidigt ukrainsk pas, og han nåede at kæmpe imod de russiske invasionsstyrker i to måneder. Han var blandt de ukrainske soldater, der rykkede ind i Butja, da russiske soldater havde trukket sig ud af byen og efterladt ligene af mere end tre hundrede og tres henrettede civile. Og han var med til at modstå de russiske angreb på Kharkiv i Østukraine, inden han blev slået ihjel.
Aftenen inden han døde, den fjerde maj 2022, talte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, via et videolink til mange tusinde mennesker på Rådhuspladsen i København og Bispetorv i Aarhus, i anledning af Danmarks befrielsesdag. Zelenskyj sagde:
”I dag markerer I årsdagen for det, der engang var jeres drøm. Det var jeres drøm om frihed og fred. Den drøm gik i opfyldelse. På denne dag sluttede de fem lange år, hvor jeres land var besat af nazisterne. De tabte, og friheden vandt. Livet vandt.”
Jeg så talen på min computer hjemme på Nørrebro i København og sendte et screenshot af Zelenskyjs ord til Ivan på Facebook. Jeg skrev, at jeg tænkte på ham. At jeg var med ham, hvor han end var. Og jeg skrev, at hans kamp også var min kamp. For det var sådan, han havde sagt til mig, inden han rejste tilbage: ”Jeg kæmper også for din frihed.”
Ivan nåede aldrig at læse min besked. Han døde et døgn senere. På Danmarks befrielsesdag.
Der var noget symbolsk over, at Ivan døde på Danmarks befrielsesdag, tænkte jeg. I hans drøm om frihed og fred. Ligesom han var blevet født den 14. juli, på den franske revolutions fødselsdag. Endda i 1991, det år Sovjetunionen brød sammen, og Ukraine blev et selvstændigt land. Som om det var hans skæbne at skulle kæmpe for frihed og fred.
Men efter nogle dage begyndte tvivlen at melde sig. Troede jeg overhovedet på de ord, jeg havde skrevet til ham? Hvad havde min frihed med Ukraine og Rusland at gøre? Og hvad lå der egentlig i de idealer, der havde drevet ham tilbage for at forsvare sit hjemland med våbenmagt? Kunne jeg overhovedet forholde mig til den måde at tænke på?
Midt i sorgen og tvivlen var der også en anden, mere ubehagelig følelse: Jeg havde dårlig samvittighed. Hvad havde jeg reelt gjort for at hjælpe ham? Havde jeg ikke tøvet? Mødt ham med mistro?
Et halvt år efter Ivans død sendte Puto, hans nu forhenværende kæreste, mig fire flyttekasser med fragtskib fra Nuuk med hans efterladte ting. Den ene kasse var til mig, skrev hun, de tre andre bad hun mig om at sende videre til hans forældre i Canada. De var for længst kommet sikkert ud af Ukraine og boede nu hos Ivans søster i Ontario.
Flyttekasserne stod uåbnede i min kælder i næsten et halvt år. Da jeg endelig fik mig taget sammen til at åbne dem, fandt jeg efterladenskaber og spor fra et helt liv. Eller ikke et helt liv. Det liv, Ivan havde levet efter den 25. november 2015, da han gik ombord på et fly i Borispol lufthavn i Kyiv og via København fløj til Ilulissat for at søge asyl. Hans liv som asylansøger i Danmark og politisk flygtning i Grønland.
Jeg begyndte at spørge mig selv, hvad det egentlig var for en frihed, han havde drømt om og kæmpet for – først under den orange revolution i 2004, senere under Majdanrevolutionen i 2014 og til sidst i den russisk ukrainske krig. Var han en ukrainsk helt, som havde været med til at redde sit land – og min og Europas frihed? Eller døde han en meningsløs machodød?
I slutningen af 2022, imens krigen fortsatte, og Ivans far var rejst tilbage til Kyiv for at hente sin søns aske og bringe den i sikkerhed i Canada, begyndte jeg at skrive.
Forordet til ‘Ivan’, som er udkommet den femte maj 2025 på Lindhardt og Ringhof.